Sådan bruger andre undervisere Docendo til fjernundervisning

Jeppe Oberlin

Formålet med dette blogindlæg er at videregive nogle eksempler på, hvordan vi ser, at andre undervisere bruger Docendo i denne tid, hvor eleverne skal undervises hjemmefra.

Kort fortalt indeholder blogindlægget fire gode råd

1) Brug ugeplanen og noter på fagene til overblik for elever og forældre
2) Brug temavisning hvis undervisningen ikke foregår på specifikke tidspunkter
3) Opret link direkte til skemaerne i Docendo, hvis Uni-login eller Aula er nede
4) Indsæt links i ugeplanen til digitale læremidler, Google Meet eller lignende.

1) Brug ugeplanen til overblik for elever og forældre

Ugeplanerne, som du finder under alle skemaer i Docendo, bliver i disse dage brugt flittigt til at kommunikere, hvad eleverne skal lave, mens de er hjemme. Når skolen holder lukket, og eleverne ikke følger deciderede lektioner, kan ugeplanen bidrage til at understøtte en samlet udmelding til hjemmet om, hvilke hjemmeopgaver, det forventes, eleven laver, og hvis det forventes at eleven deltager i fjernundervisning på bestemte tidspunkter eller lektioner i løbet af ugen.

Ugeplanen kan både vises direkte i Aula via Docendos ugeplan-widget eller via public-visningen af skemaerne, hvis din skole har slået deling af skemaerne til uden for Aula.

Guide til ugeplan: https://help.docendo.dk/da/knowledgebase/20/docs/40-noter-og-ugeplaner
Guide til visning af skema og ugeplan: https://help.docendo.dk/da/knowledgebase/16/docs/27-visning-af-skemaer-til-elever-foraeldre

2) Vis hjemmearbejde via temavisning

Flere skoler har også valgt at bruge Docendos temavisning til at få skemaet til at afspejle, at eleverne i disse dage skal arbejde med opgaver hjemme, eller at der er fjernundervisning. Normalt bruges temavisningen til at markere temauger, idrætsdage, afslutninger osv., men lige nu ser vi også skoler bruge funktionen som en del af den daglige kommunikation. Ved at lægge en temavisning ind over skemaets normale fag, bevares de oprindelige skemaer – både for undervisere og klasser – mens elever og forældre ser et skema, der markerer, at der er fjernundervisning, hjemmeopgaver eller lignende. Det betyder, at selvom der vises noget nyt for elever og forældre i skemaerne, bibeholder I tællingen på fagene både for underviser og klasse.

En anden fordel ved dette er, at der på hver dags temavisning kan skrives konkrete opgaver ind som noter på brikkerne, som yderligere kan supplere ugeplanens informationer.

Kort guide til brug af temavisningsfunktionen: https://help.docendo.dk/da/knowledgebase/23/docs/41-temavisning-til-temadage-temauger-mm

Fra skolerne, vi har været i dialog med, lyder det i øvrigt, at man så vidt muligt forsøger at favne fagene fra det normale skema ift. elevernes opgaver hjemme, selvom det kan være svært. Ud over at lærerne henviser til specifikke opgaver i opgavebøger samt på lærings- og materialeplatforme, kan der være brug for lidt opfindsomhed; mens de er hjemme, opfordrer nogle skoler til, at eleverne f.eks. taler engelsk med mor eller far en halv time om dagen. På samme måde med de praktiske og kreative fag, lægger nogle skoler op til, at eleverne laver mad til et af dagens måltider ud fra en bestemt opskrift (madkundskab), laver idræt/bevægelse i hjemmet/haven ud fra videoer på YouTube, tager billeder af tomme gader til senere brug i billedkunst mm.

3) Hvis Aula er nede, kan I stadig vise skemaer og ugeplaner direkte på Docendo

De seneste par dage har Aula båret præg af at være under belastning, og det har derfor været en udfordring at tilgå skemaer og ugeplaner via platformen. Det er muligt for jer at sætte links op til direkte visning af Docendo-skemaer med funktionen ’Ekstern visning’, så adgang til skema og ugeplan er muligt, hvis Aula er nede.

Du kan finde en guide til opsætningen her: https://help.docendo.dk/da/knowledgebase/16/docs/27-visning-af-skemaer-til-elever-foraeldre

4) Link til materialer og møder i ugeplanen

I Docendo er vi selv begejstrede for at kunne bruge Google Meet (https://meet.google.com) til at holde daglige møder, når der arbejdes hjemmefra i denne tid. På samme måde lægger nogle skoler links op i ugeplanen på Docendo til specifikke Google Meet-sessioner for klassen, hvor læreren laver fjernundervisning via webcam og skærmdeling. Det er en hurtig og nem måde at samle alle elever i et virtuelt rum, hvor læreren kan have direkte kontakt med eleverne.

Derudover stiller flere forlag og andre private aktører deres tjenester til rådighed. Folkeskolen.dk opdaterer løbende deres liste over disse tjenester: https://www.folkeskolen.dk/1715625/faa-overblik-over-de-onlinetilbud-som-er-gjort-gratis-imens-skolerne-holder-lukket

https://www.clio.me/dk/faa-fuld-adgang-til-clio-under-karantaenen/
https://sofaskolen.dk
https://opgaveskyen.dk
https://gratisbøger.dk
https://frilæsning.dk
Randers Regnskov sender live hver morgen kl. 9 på deres Facebook-side

Docendo har stadig åbent på telefon og chat

Selvom alle Docendo-medarbejdere i disse dage arbejder hjemme, har vi i disse uger åbent på både telefon og chat som sædvanligt, og din skole er velkommen til at kontakte os, hvis vi kan hjælpe jer med noget.